Livet i vuggestuen

Under dette menupunkt kan du læse om hverdagen i vuggestuen. Husk endelig at komme og spørge, hvis der er noget, du er i tvivl om, eller du oplever, at vi gør noget andet i hverdagen, end der står beskrevet her på hjemmesiden. Vi er altid åben for en dialog og er meget interesseret i at gøre hverdagen bedre for både børn og voksne.

 

Dagens gang

Vuggestuen har åbent kl. 7.00 – 17.00 alle dage. Indtil kl. 8.00 er vi alle samlet hos Haletudserne. Kl. 9.00 er der samling på stuerne, og derefter går vi i gang med dagens aktiviteter. Kl. 10.40 spiser vi frokost, og derefter sover børnene til middag. Om eftermiddagen får de lidt at spise, og så er der ellers leg på stuen eller på legepladsen, indtil børnene bliver hentet. Læs mere om dagens gang.

 

Leg på stuen

Børn bruger det meste af deres tid i vuggestuen på at lege. Legen er der, hvor børnene har mulighed for at udvikle sig og få prøvet nye kompetencer af. Legen i vuggestuen er primært delt i to legeformer – den frie leg og den voksenstyrede leg. Her kan du læse mere om legen på stuen.

 

Legepladsen

Legepladsen bliver brugt både sommer og vinter, og børnene elsker at lege der. Den er total renoveret i 2008, og er designet til at stimulere og udfordre vuggestuebørn. Derfor bliver den aldrig kedelig for børnene, og de opdager hele tiden noget nyt. Vi har cykler, rutsjebaner, gynger (både til store og til små børn), sandkasse, hængekøjer og meget mere. Klik, hvis du vil læse mere om vores dejlige legeplads.

 

Inde eller ude

Vi er ude flere gange om ugen, og om sommeren er vi ude næsten dagligt. Der kan dog være faktorer, der gør, at vi en dag vælger at være indenfor, selvom det ellers ville virke oplagt for forældrene, at vi havde været ude. Det kan være, at børnene i den grad er optaget af den leg, de selv har sat igang indenfor, eller at børnene virker så trætte, at de har brug for den stilhed og ro, som stuen og indedørsaktiviteterne kan tilbyde.

 

Om vi er ude eller inde afhænger bl.a. af de planlagte pædagogiske aktiviteter, vejret (er det for koldt eller måske for varmt?) og af børnegruppen som helhed. Hvis du er i tvivl om, hvorfor dit barn ikke har været ude, eller hvorfor det har været udenfor, så spørg personalet – der er som regel en god forklaring. 

 

Morgenmaden

Der serveres morgenmad hos Haletudserne i tidsrummet kl. 7.10 – 7.50. Morgenmaden består af havregrød, brød og mælk. Alle stuerne er samlet om morgenmaden.

 

Frokosten

Frokosten er det primære pædagogiske måltid i vuggestuen, og noget som børn og voksne ser frem til hver dag. Vi får varm mad 3 dage om ugen og rugbrød 2 dage. Den varme mad er enten suppe, grød, kødretter, fisk eller indmad. Der er altid 5 slags pålæg til rugbrødet samt en lun ret. Klik her så kan du læse meget mere om, hvad vi spiser til frokost, og hvordan frokosten foregår,.

 

Eftermiddagsmaden

Børnene får serveret eftermiddagsmad omkring kl. 14.30, når de er vågnet og blevet skiftet. Maden består primært af hjemmebagt brød med pålæg, frugt og mælk. Læs mere her om eftermiddagsmaden.

 

Søvn i vuggestuen

Afhængig af alder sover børnene i vuggestuen enten ude eller indenfor. De fleste små børn, der begynder i vuggestue, er tryggest ved at sove i barnevogn, så det behov forsøger vi at tilgodese. Barnevognen står på legepladsen under fuld opsyn af personalet. De større børn sover på madrasser på stuen. Med henvisning til vores sundhedsplejerske så vækker vi ikke børn under 1 år, da de har behov for at sove, så lang tid, som de kan. Men hvis jeres barn har svært ved at falde i søvn om aftenen, så kom og snak med os, så vi sammen kan finde en god løsning for jeres barn. Læs mere her om søvn i vuggestuen.

 

Samlingen

Kl. 9 er der samling på stuerne. Her får børnene lidt at spise og noget at drikke. Børnene råbes op, og der synges sange. Nogle stuer har en kasse med rekvisitter til forskellige sange, således at børnene kan vælge én bestemt sang, også selvom de ikke har ordene for den.  Samlingen er vigtig for stuen, for det er her, vi siger rigtig god morgen til hinanden. Derfor er det vigtigt, at børnene er afleveret inden kl. 9.00.Du kan bl.a. læse mere om de sange, vi synger til samlingen.

 

Rytmik

I vinterhalvåret fra oktober til og med april har alle stuerne fast rytmik én gang om ugen. Her synger vi og får rørt hele kroppen. Læs mere om rytmikken.

 

Garderoben

I garderoben skal der altid hænge regntøj, gummistøvler (hvis barnet er begyndt at gå), evt. termotøj, samt tøj og sko til sæsonen som hue, vanter, solhat, vinterstøvler eller sandaler. Af hensyn til børnenes sikkerhed må der ikke være snore i huerne eller vanterne. Der må heller ikke være plastikposer i garderoben. Du kan også læse mere om garderoben som et pædagogisk rum.

 

Hentning af børn

Hvis børnene hentes af andre end deres forældre, så skal forældrene give vuggestuen besked herom. Derudover skal vedkommende, der henter, stå på den fuldmagtsseddel, som alle forældre har udfyldt. Få flere informationer om hentning af børn her.

 

Forældresamtaler

Forældresamtalen er et godt supplement til den daglige dialog mellem forældre og personale. Samtalerne skaber et rum, hvor der er tid og ro til virkelig at fokusere på det enkelte barns udvikling og trivsel. Vuggestuen tilbyder ca. 4 samtaler i løbet af den tid, barnet går i vuggestuen, men forældrene er selvfølgelig altid velkomne til at komme og få en samtale. Samtalerne ligger primært mellem kl. 12-14, da vi bedst kan gå fra børnene der. Vi tilbyder mange forskellige forældresamtaler.

Indtast brugernavn og adgangskode, for at logge ind på intranetfunktionerne.

Åbningstider

Mandag - fredag:
07.00 - 17.00

Lukkedage